Trends 2020+


TRENDS 2020+

BLIV KLOGERE PÅ FREMTIDENs STRESSFOREBYGGELSE OG SUNDHEDSFREMME


Ingen kan spå om fremtiden, men i nedenstående har vi hos NORBYE alligevel forsøgt at se på hvad der forventes at være de kommende års trend indenfor stressforebyggelse og sundhedsfremme. Lad dig inspirere og bliv klogere på området.

Hvad kan vi forvente på det sundhedsfremmende og stressforebyggende område i 2020+?

Skrevet af Marianne Norbye de Paoli (September 2019)


Der sker rigtig meget i disse år i danske virksomheder med hensyn til både forebyggelse af stress og styrkelse af trivsel, og det er min vurdering, at trenden vil fortsætte dog med tiltagende fokus på at skabe mere sammenhæng mellem disse væsentlige områder:


#FYSISK SUNDHED         #MENTAL SUNDHED         #SOCIAL SUNDHED


I nedenstående er skitseret 5 trends, som jeg via min erfaring og arbejde hos NORBYE, ser for vigtige at fokusere på de kommende år frem:

 

1 Tid til egenomsorg på arbejdspladsen

Selvom egenomsorg ikke er en ny trend, så er det ét af de områder, som vi kan forvente, at der kommer meget mere fokus på i forhold til medarbejdertrivsel.

Formålet med egenomsorg er at styrke trivsel, forebygge stress samt skabe en større grad af selvregulering hos den enkelte medarbejder i forhold til at kunne lytte til og prioritere sig selv i en travl hverdag.

Egenomsorg på arbejdspladsen er dog ikke et one-man-show, men handler i høj grad om, at egenomsorg bliver en del af kulturen med tid, accept og prioritering af egenomsorg som en vigtig ressource. Derfor er det også min forventning, at vi kan at se mange flere nye tiltag indenfor kontorindretning, som tager højde for både fysisk aktivitet og mental afslapning. Derudover at prioritering af egenomsorg bliver et tema, der i større grad kommer til at dominere virksomhedskulturer.

 

2 Wellbeing-medarbejderprogrammer

Fremadrettet vil vi se en trend, hvor virksomheder mere og mere indtager et holistisk syn, når det kommer til medarbejdernes fysiske og psykosociale trivsel, og at dette bliver inkorporeret i decideret wellbeing-medarbejderprogrammer, der samler virksomhedens fysiske, mentale og sociale indsatser i ét program.

Dermed flyttes fokus fra den nuværende add-on med enkeltstående tiltag såsom tæl-skridt-kampagner, motionsløb, sundhedstjek, sociale tiltag, stressforedrag, etc. til en mere strategisk tilgang, hvor der skabes en rød tråd i det sundhedsfremmende og stressforebyggende arbejde.

Wellbeing er nemlig meget mere end at tilbyde medarbejderne nogle medarbejdergoder! Wellbeing er en del af virksomhedens kultur, men kommer ikke af sig selv og kræver involvering fra alle niveauer i organisationen. Derfor er det min vurdering, at vi vil se en større medarbejderinvolvering med vidensformidling og konkrete stressforebyggelses- og sundhedsfremmende værktøjer til hverdagsbrug.

 

3 Proaktiv strategisk tilgang til stressforebyggelse – fra ord til virkelighed

I forlængelse af trenden med wellbeing-medarbejderprogrammer forventes det, at vi vil se flere og flere virksomheder, der ønsker at arbejde proaktivt og strategisk med netop sundhedsfremme og stressforebyggelse, hvilket betyder, at sundhedsstrategier fremadrettet bliver mere levende og kontinuerlige fremfor bare nedskrevne ord i en politik eller procedure. Det kræver dog, at sundhedsstrategier prioriteres som et væsentligt strategisk punkt på lige fod med virksomhedens øvrige strategier.

Med andre ord bliver den strategiske tilgang en dynamisk proces, som løbende skal evalueres, revurderes og tilpasses til virksomhedens og organisationens aktuelle behov og situation.

 

4 On-site coaching

Vi har set en trend gennem flere år, hvor mange arbejdspladser har valgt at give medarbejderne mulighed for at forene arbejdsliv med medarbejdernes personlige fritid, for eksempel i form af on-site fitnesslokale, aftensmadordninger, massageordning etc.

Vores arbejdsliv fusionerer mere og mere med vores fritid og privatliv, og derfor kan vi forvente, at se flere af disse on-site ordninger i fremtiden og ét af disse tiltag er coaching på arbejdspladsen.

Stressforebyggelse og sundhedsfremme er et fælles ansvar, og derfor er det vigtigt, at medarbejderne dels har indsigten og dels konkrete værktøjer til at bidrage til at tage et medansvar for trivsel. Dog må on-site coaching på arbejdspladsen aldrig erstatte leder-medarbejderdialogen, ej heller fratage arbejdspladsen for ansvar.

 

5 Sårbarhed, Livsmening & Livsmestring

Der dukker hele tiden nye buzzwords op, og det, der hitter lige nu er ét ord som sårbarhed. At kunne vise sårbarhed vidner om åbenhed og er en væsentlig ressource i forhold til at have et realistisk billede af sig selv, sine styrker og udfordringer samt at kunne bede om hjælp, når det er nødvendigt.

Andre ord som livsmening og livsmestring er ej heller nye trends, men der er tale om ord, som vi kommer til at se mere inkorporeret i tiltag, der har med styrkelse af mental sundhed og stressforebyggelse at gøre. 

Mening er helt centralt for ethvert menneskes eksistens og velbefindende, for opleves livet som meningsløst, er der ikke meget tilbage. At vise sårbarhed og delagtiggøre andre i sine oplevelser kan skabe håb, motivation og mening.

Livsmestring handler dels om begribelighed og håndterbarhed, hvilket er nødvendige for at opretholde og udvikle trivsel i en hverdag med konstante krav og foranderlighed.


Som det er med buzzwords, så opstår de og erstattes hurtigt af nye, men det er min vurdering, at vi kommer til at se flere af disse buzzwords relateret til styrkelse af trivsel, da der er stor efterspørgsel på at blive klogere på sig selv og egne ressourcer.

 

 - 0 - 


Selvom flere og flere virksomheder har fået mere fokus på fordelene med den proaktive sundhedsfremme og stressforebyggelse, så er der stadig også udfordringer.


Disse udfordringer er blandt andet:


  • Reaktive indsatser fremfor proaktive indsatser baseret på styrkelse 
  • Placering af ansvar i enten leder- eller medarbejderlejren fremfor et fælles ansvar
  • Stressforebyggelse  og -håndtering placeres udenfor arbejdspladsen hos sundhedsforsikringsordninger i stedet for at være et organisatorisk strategisk anliggende
  • Manglende prioritering af medarbejdernes fysiske og psykosociale sundhed
  • Manglende fælles viden og værktøjer til at løfte det fælles ansvar for den sunde arbejdsplads



Kontakt NORBYE, hvis I ønsker sparring og hjælp til at arbejde strategisk med sundhedsfremme og stressforebyggelse.